Fugle bringer dig rundt i verden.
Fugle er jo en af de få dyregrupper der er blevet beriget med vinger, og derfor har de kunnet sprede sig, så der i dag findes fugle på alle verdens kontinenter. Derfor kan også som fuglekigger ende med at rejse jorden rundt i jagten på de smukke vingede væsener. Hvis man først er begyndt at kigge lidt udover landets grænser – og derudover har både penge og tid til det – så er fugle et fantastisk mål at rejse med. Udover at det kan bringe storslåede naturoplevelser med sig, så kan det også bringe dig steder ud i verden, som du måske ikke lige havde regnet med at du skulle besøge.
Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle være så heldig at rejse til Ecuador sidste efterår. Men nogle gange får man tilbud man ikke kan sige nej til. Og det skete sidste sommer, hvor Sofie og David Andersen snakkede om at de gerne ville arrangere en tur til Ecuador i anledningen af, at landet for første gang skulle være vært for den største, sydamerikanske fuglefestival: South American Birdfair. David er fra Ecuador, og sammen har han og Sofie startet Skandino Travel, for at lave natur- og kulturrejser til Ecuador. Og de ville gerne have nogle DOF UNG’ere og andre unge naturinteressede med som prøvekaniner på deres første store tur.
Så pludselig var vi en hel flok unge, der skulle afsted. Vi fløj derned på lidt forskellige tidspunkter, men jeg fulgtes med 3 andre gode venner, og sammen fløj vi til Sydamerika – alle for første gang!
Allerede ved ankomst til Quito var det helt tydeligt at mærke, at vi var kommet op i højden. Quito er, så vidt jeg er orienteret, verdens 2. højest beliggende hovedstad, i omkring 2800 meters højde, og det kan i den grad mærkes når man lige er landet og skal gå op ad trapper… Men turen gik som smurt, og vi fik os indlogeret på Secret Garden Hostel, hvor vi skulle have 2 overnatninger inden turen for alvor skulle gå i gang. Udover at bruge de første dage på at udforske Quito, tog vi også en kabelbane op på toppen af det nærmste bjerg, i lidt over 4100 meters højde! Det var en god ide: Vi havde en vanvittigt flot udsigt udover Andesbjergene, og udover Quitos vidstrakte, urbane område. Og bedst af alt, fik vi jo også turens første fede fugle deroppe: Bl.a. Carunculated Caracara, Plumbeous Sierra Finch, og vigtigst af alt, turens eneste rigtig gode obs af en ægte juvel: Ecuadorian Hillstar! En fantastisk smuk kolibri, der er endemisk til Ecuadors højland, og hvis hoved, i den rette vinkel, funkler helt violet.
På tredjedagen i Quito, blev vi hentet af Sofie og David. Sammen kørte vi til lufthavnen og hentede 4 deltagere mere som var ankommet, og derefter gik turen med minibus op i bjergene. Vi skulle have en overnatning på Tambo Condor Lodge – et legendarisk sted, der især er kendt for at være et af de eneste steder i verden, hvor man kan se en meget speciel gæst på deres kolibri-foderstationer…
Vi ankom tidligt på aftenen, og blev mødt af resten af deltagerne, der var ankommet 4 dage før og havde brugt nogle dage på østsiden af Andes. Endelig var vi sammen, alle sammen! 15 unge, danske fuglekiggere og naturentusiaster stod nu sammen i Ecuador, med udsigt til Andesbjergene, og ikke mindst 2 ugers vilde eventyr. Nu skulle turen rigtig til at starte! Og det må man sige at den gjorde, for der gik ikke mange minutter, før en af deltagerne, Joakim, råbte nede fra kolibri-feederne. Dér var den: Giant Hummingbird – verdens største kolibri! Hvis man forestiller sig en velvoksen solsort, så har man nogenlunde størrelsen. Forskellen er bare, at denne her altså kan stå stille i luften og suge nektar!
Om aftenen blev der hygget og snakket, og mest af alt blev der talt med begejstring om alt det vi skulle opleve på turen. Allerede næste dag skulle blive en stor oplevelse. Vi skulle køre op i Antisana National Park; et kæmpe bjerg-slette område, som ligger op ad siden på en kæmpe vulkan. Vi spiste en tidlig morgenmad, og så gik afgangen ellers med bussen op til nationalparken. Det blev en fantastisk dag, med vilde, tågede udsigter udover dramatiske bjergsøer, og dagens ultimative fugle-mål blev også nået; idet vi så 2 eksemplarer af den sjældne, truede Andean Ibis. Alle var glade!
Derefter var der en sen frokost, inden turen gik tilbage til Quito igen. Her havde vi lige et par timer, som for mit vedkommende blev brugt med at smage på alskens lækker, ecuadoriansk chokolade på en lokal chokolade-bar. Denne nat skulle vi ikke sove på lodge eller hostel. Vi skulle med en natbus, som ville bringe os fra den ene ende af landet til den anden. Vi skulle til den del af turen som jeg tror alle havde glædet sig mest til. Tre dage i verdens mest ikoniske regnskov: Vi skulle til Amazonas!
Det var som at blive klasket i hovedet med et vådt, varmt håndklæde, da vi næste morgen, godt trætte, stod ud af bussen og blev ramt af varmemuren. Bussens velfungerende aircondition havde givet én en falsk fornemmelse af, at temperaturen nok bare var den samme udenfor, selvom vi havde bevæget os fra 3200 meters højde, til lige knap 300. Det mærkede man hurtigt da man gik udenfor, at det var den ikke… Det var varmt! Ikke så varmt som vi havde frygtet, men luftfugtigheden var i top. Alle kikkerter og kameraer duggede til, og blev først brugbare igen et par timer efter.
Vi var ankommet til en lille flække, ved starten af en flod, som var indgangen til Amazonas. Vi skulle bo 2 nætter på en lodge dybt inde i regnskoven, og den eneste måde at komme dertil var med båd. Efter morgenmad fik vi læsset al bagagen plus os selv ned i 3 langbåde med påhængsmotorer, og så gik det ellers afsted. Det er simpelthen noget af det fedeste jeg har prøvet i mit liv… det er svært at beskrive hvor fedt det var; men forestil dig at sidde tilbagelænet i en båd, mens man langsomt sejler ind igennem den frodige regnskov, flankeret af kæmpestore, gamle træer, med en lydkulisse af fugleskrig og insektsummen, mens aber klatrer rundt i træerne og flodens breder er helt levende af sommerfugle i alle regnbuens farver… det var magisk!
Turen til lodgen tog 7 timer – den burde kun have taget 4, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi vi jo selvfølgelig stoppede hvert 5. minut, fordi nogen havde spottet en fugl vi skulle identificere. Vi så i alt næsten 70 forskellige arter, alene på dén bådtur; hejrer, isfugle, fluesnappere, trogoner… og vigtigst af alt så vi Hoatzin. Den art havde mange på turen glædet sig til, og den skuffede ikke. Denne mærkværdige fugl er nok det tætteste man kommer på en dinosaur i levende live: Stor og kluntet, med en fjerdragt i rødbrunt og sort, og et lille knaldblåt hoved, sad de dovent på flere grene vi sejlede forbi. De kan flyve, men klatrer hellere, og deres unger har sågar kløer på vingerne de kan kravle med, indtil de kan flyve. Desuden har de ingen kråse, så al plantemateriale de spiser bliver de nødt til at sidde længe og fordøje, hvilket efter sigende skulle gøre at de stinker helt infernalsk. Og som om det ikke er nok, så er Hoatzinen den eneste nulevende art der er placeret i ordenen Opisthocomidae: Den er med andre ord helt sin egen.
Det nåede at blive mørkt inden vi ankom til lodgen, og pludselig begyndte øjne fra Black Caimans (sydamerikanske krokodiller) at lyse op overalt hvor man pegede sin lommelygte hen i floden – nogle helt op til 4 meter lange, fortalte guiden! Flagermus fløj omkring, og fisk begyndte sågar at hoppe op i båden til os – og selvom det hele var vildt fedt og spændende, var det til sidst meget rart at ankomme til stedet. Her havde vi 2 nætter, i skønne omgivelser. Dagen efter blev brugt med flere båd- og vandreture rundt i regnskoven – men bedst af alt var en nightwalk, vi tog den sidste aften. Med guiden forrest, bevægede vi os ind i den kulsorte underskov, men kun vores lygter og guidens ekspertise som hjælp. Det var helt fantastisk: Lydkulissen af syngende insekter var nærmest overdøvende, og overalt var edderkopper, skorpioner og græshopper, og pludselig også et dovendyr i et træ, og en ferskvands-pilegiftrokke i et lille vandløb midt i skoven. På et tidspunkt, midt i skoven, stoppede vi op og slukkede alle vores lys. Så stod vi bare dér i flere minutter i stilhed – eller, faktisk overhovedet ikke i stilhed, for skoven rungede af liv. Det var en meget, meget speciel oplevelse; at stå midt i junglen og ikke kunne se en hånd for sig i mørket, og samtidig kunne høre hvor meget liv der konstant var omkring én – man følte sig både meget lille og meget stor på samme tid.
Efter Amazonas var der en lang bustur tilbage igen. Vi overnattede 2 forskellige steder på øst-siden af Andesbjergene, indtil vi til sidst krydsede dem, og nu var på vestsiden. Her kørte vi til området omkring byen Mindo, som ligger i den frodige og artsrige Chocó-region. Her skulle vi bruge resten af vores dage, og det var også i Mindo at fuglefestivalen skulle finde sted. Men inden festivalen startede, havde vi et fantastisk besøg på en ringmærknings- og research-station mit i tågeskoven. Den hedder Un Poco del Chocó, og drives af Nicole, som igennem mange år har ringmærket fugle i Ecuador. Hun og hendes mand havde opkøbt jord, og havde nu bygget en fantastisk forskningsstation, som Sofie havde besøgt under sit speciale, og nu havde vi fået lov til at være dér. Om aftenen sad en Chocó Screech Owl og tudede i mørket, og tidligt næste morgen skulle vi være med til ringmærkning. Mange af os deltagere på turen har ringmærkningslicenser fra Danmark, hvilket vi havde sendt på forhånd til Nicole, så derfor måtte vi faktisk være rigtig med og kunne hjælpe med at mærke fuglene og slippe dem fri igen. Det var super fedt – det er ikke hver dag man får lov til at holde en Scale-crested Pygmy Tyrant i sin hånd.
Efter den fede oplevelse på Un Poco del Chocó kørte vi til Mindo, hvor den sidste del af vores tur skulle udfolde sig. Her skulle vi bo hele 5 dage, og deltage ved South American International Birdfair – et årligt, internationalt event i Sydamerika, hvor tusinder af natur- og fugleorganisationer, NGO’er, professorer, eksperter og natur- og fuglefolk mødes, og kan udveksle erfaringer og ideer, og generelt bare blive inspireret og få nogle fede fugleoplevelser sammen.
Festivalen bestod af en masse talks og foredrag, som blev holdt på en stor scene midt i Mindo, en masse boder hvor de forskellige naturorganisationer var til stede, og delte flyers ud og solgte souvenirs, og endelig 4 forskellige guidede ture rundt i Mindo-området, for at kigge på fugle – to halvdagsture og to heldagsture. Det var super spændende at være med til. Jeg fik snakket med en masse spænende mennesker, bl.a. Tim Appleton, som startede det oprindelige Birdfar i Storbritannien, og Niels Krabbe, Dansk professor der har arbejdet med Ecuadors fugle i en menneskealder, og kunne fortælle de mest fantastiske historier. Desuden fik jeg snakket en del med Aves y Conservación – den ecuadorianske pendant til DOF, som faktisk for nyligt sammen med DOF har opkøbt et stort område jord nord for Quito, så de skal forvalte til gavn for en masse truede fuglearter – det kunne jo være man skulle besøge det engang, hvis de nu mangler frivillige…
Fuglene omkring Mindo var heller ikke til at klage over. Når vi ikke var på de arrangerede ture, eller nede på Festival-pladsen, så birdede vi på egen hånd – og jeg bliver nødt til at fremhæve et fuldstændig uforglemmeligt møde med en Sunbittern, eller Solrikse på dansk. Vi havde den helt for os selv i den tidlige morgenstund ved en flod, og pludselig spredte den sine vinger i et truende display, da en Snehejre landede foran den!
Allerfedest var dog de to heldagsture med dygtige guides arrangeret af Festivalen, hvor den første var en hel dag med Mashpi Amagusa Reserve – et fuldstændig legendarisk fugle-hotspot, hvor man kunne sidde og nyde de vildeste, mest farverige tanagers på helt tæt hold; 12 arter så vi i det hele, hvoraf Rufous-throated-, Moss-backed-, Black-chinned Mountain- og Glistening-green Tanager alle er super sjældne arter, der kun lever i Chocó regionen. Det er arter som mange ornitologer vil betale deres lilletå for at se et glimt af, og hér i Amagusa kom de nærmest til foderbrættet… magisk!
Allersidste, vilde naturoplevelse, var på den sidste heldagstur, som også var turens allersidste hele dag. Her var vi ved et lige så fantastisk reservat, Zuro Loma, hvor vi så et hav af fede, flotte arter. Men vildest af alle var Black-Breasted Puffleg – en sindssyg sjælden og truet lille art kolibri. Den findes kun i Ecuador, og kun i dét område vi var i. Den er normalt slet ikke til at finde, men lige præcis da vi var der, var der ét eksemplar som var begyndt at frekventere Zuro Loma hver dag, og spise nektar på nogle særlige blomster.
Det var så stor en sensation, at skruppelløse ornitologer fra hele verden kom for at se den. Sammen dag som vi så den, mødte vi nogle amerikanere, som samme morgen var landet i Quito. De skulle se Black-breasted Puffleg, og næste dag skulle de hjem… fuldstændig skørt, men det siger noget om hvor sjælden arten er. Og smuk var den også!
Og det var faktisk det. Efter en overnatning i Quito pakkede vi os sammen og fløj den lange tur hjem – nu en hel masse oplevelser rigere. Det var en fantastisk tur, og jeg takker mange gange DOF Storstrøm for at ville støtte mig på mit eventyr.
