Efter at have fundet os til rette på nogle super funktionelt indrettede værelser, med en midtergang, 2 køjesenge på hver side og plads til oppakning i “åbne skabe”, fik vi hilst på forskingsstationens øjeblikkelige bemanding. Generelt er det unge med en anseelig interesse for- og fascination af at lære om biodiversitet på et højere niveau. Teamet består både af lokale ecuadorianere, samt af tilrejsende fra Europa og Nordamerika. Nicole briefede os i planen for det næste døgns tid, hvor højdepunktet bliver deltagelsen i morgendagens ringmærknings session. Jeg lærte, at Chocó regionen officielt løber fra Panama og gennem de stillehavs kystnære tropiske områder i Colombia. Dog er skovene- og biodiversiteten op til 2.200m højde på Ecuadors vestlige andesskråning meget lig Chocó naturen, hvorfor dette område også refereres til som Chocó.
Efter en lang dag var jeg skrupsulten, og aftensmåltidet stod på en delikat omgang ris med grøntsager og en form for plantebaserede frikadeller. Bemærkede at alle omtalte de sidstnævnte som “frikadeller”, hvorfor jeg tænker at det må være en ret som Nicole engang har introduceret ved det navn. Jeg er i hvert fald forholdsvis sikker på at frikadeller ikke hedder det samme på spansk, som det gør på tysk/dansk 😀
En klar fordel ved at besøge et sted som dette er, at det ikke koster ekstra at få en servering nummer 2, eller 3.. Efter omkring 10 “frikadeller” var jeg i hvert fald mæt.
De fleste hoppede i seng kort tid efter, men jeg havde lige brug for at catche lidt up på min dagbog. Jeg satte mig tilrette i udestuen, og i et hyggeligt selskab af Momme, der gennemgik nogle af de seneste dages billeder, fik jeg reflekteret lidt over de seneste dage. En pludselig lyd fik os til at sætte alt på pause og spidse ører. Kort tid efter gentog lyden sig, og efter en hurtig udveksling var vi meget enige om, at afsenderen måtte være en ugle, spørgsmålet var bare, hvilken af de i alt 28 arter der lever i Ecuador? Tredje gang den kaldte, lykkedes det os at sikre en lydoptagelse, i tilfælde af at den begav sig videre på sin færd gennem natten. Efter at have trawlet Merlin igennem for uglekald, fik vi sporet os ind på at det måtte være en Chocó Screech Owl (Chocó dværghornugle). Det lykkedes at finde den siddende i et nært stående træ, og således kryds ved rejsens første ugle. Sikke en måde at slutte dagen af på!
Klokken 6:00 åbnedes de fintmaskede ringmærkningsnet, og alt efter vores respektive ringmærknings erfaring, fik vi lov til at deltage i “operationen” på forskellige niveauer. Ringmærkningen laves nemlig ikke bare for sjov. Det handler om at håndtere fuglene effektivt og korrekt, så de hurtigst muligt er tilbage i naturen, og den relevante data er blevet noteret.
De af mine kammerater, der gennem tiden har ringmærket tusindvis af fugle, kunne straks gå til værks med ringmærkningen. Selv var jeg helt grøn, så jeg holdt mig til at være med på netrunderingerne, og fik derudover lov til at sætte flere af fuglene fri.
Selve “operationen” foregik ved at nettene åbnedes i tidsrummet fra kl 6:00-12:00, hvor fuglene er mest aktive. Så var vi to teams; et der udførte dataindsamlingen og ringmærkningerne ved “basen”, og et der systematisk gennemgik ruten med de 10-12 net, der er sat op forskellige steder i skoven. Når en fugl er fløjet i nettet, bliver den nænsomt viklet ud og derefter placeret i en mørk stofpose, der sørger for at den falder til ro. Når alle net er gennemgået, bliver de indsamlede fugle overgivet til ringmærkerne. De har så til opgave at identificere fuglens art, og ved gennemgang af fjerdragten finde frem til individets køn, alder, vægt, mængden af fjermider i dragten og om den har ynglet/er i yngleproces. Hvis fuglen har været fanget før, vil de nye data senere blive sammenholdt med de eksisterende data, der allerede er knyttet til det ID, der står på den lille ring omkring benet. Har fuglen ikke tidligere været indfanget, vil den få påsat en lille ring med et unikt ID, således at den i fremtiden kan identificeres på baggrund af det. Hele processen foregår på minutter, og fuglene kan så slippes fri igen.
Da fugle er særdeles svære at skelne fra hinanden, er ringmærkning et essentielt redskab i forhold til at forske i, hvor gamle forskellige arter bliver, hvor deres trækruter går, hvordan bestanden udvikler sig og meget mere. Det er eksempelvis takket være ringmærkning, hvor en fugl er blevet indfanget på forskellige feltstationer, at man har kunnet afdække, at nogle fuglearter yngler i Skandinavien i løbet af sommeren, og derefter flyver ung som gammel til det sydlige Afrika for at overvintre.
Vi var utroligt heldige med vejret. Selvom luftfugtigheden fortsat var høj, vandt morgensolen “kampen” over skydækket, og sørgede for at vi undgik regn og tåge. Jeg fik ellers fortalt, at området ofte er indhyllet i tåge fra morgen til aften. I løbet af dagen blev der ringmærket en masse kolibrier, samt en del andre småfugle. Grundet områdets stabile vejrforhold, og manglen på årstider, er størstedelen af arterne standfugle. Her lever dog ikke kun fugle, men også en hulens masse insekter. På en af netrunderingerne stødte vi på en kæmpestor sommerfugl, der sad på den mosdækkede stamme af et træ. Det var en slags “uglesommerfugl”, der på grund af sit udseende, med to store øjne lignende cirkler, kan snyde eventuelle rovdyr til at tro at den er en ugle. Derudover er her slanger, edderkopper, myrer og mange flere finurlige og interessante insekt- og plantearter.
Efter frokost måtte vi tage afsked med Un Poco del Chocó, og sætte kursen mod Mindo.
Trods det korte ophold, har jeg virkelig fået et godt indtryk af livet på feltstationen. Det kunne da være sjovt en dag at basere en bachelor eller kandidat opgave på noget feltarbejde, i nogle måneder, udført fra sådan et sted.
Med Bryan tilbage ved roret, begav vi os nu ud på rejsens sidste lille togt med ham som styrmand. På grusvejen undgik vi i dag problemer, og der var i stedet mulighed for at nyde den smukke og særdeles grønne udsigt til Chocó regionens frodige natur.
Så let skulle vi dog ikke slippe, lige omkring en time fra Mindo, lød der pludselig et brag, og vi måtte med havariblinket tændt holde ind til siden. Et af bussens bageste dæk var eksploderet, og dækrester lå spredt over det hele på asfalten. I løbet af en time eller to, blev tiden udnyttet til at kigge efter fugle og spise nogle snørklede bananchips, der, modsat dem vi kender fra Danmark, er skåret på langs. Endnu en af landets fremragende snacks!
Det lykkedes desværre ikke at få skiftet dækket on the road, men et par forbipasserende havde luret muligheden for at tjene lidt mønt, og vi fik således gennet os selv og vores bagage ind i en minivan og en pickup truck.
Selvom det i momentet er lidt øv med sådan et uventet ophold, føler jeg mig super privilegeret når jeg løber ind i sådanne oplevelser. Det ville simpelthen ikke være lige så mindeværdigt, hvis alle aspekter af en rejse bare kørte på skinner. 7-9-13, så længe de uforudsete bump på vejen ikke er farlige, tager jeg dem med mig med åbne arme.
På denne sidste strækning af køreturen, hyggede vi os med en simplificeret udgave af land/by/ø. En af udfordringerne gik blandt andet ud på, at vi skiftevis nævnte fuglearter observeret i Danmark.
Her hen under eftermiddagen, havde skyerne stille og roligt trukket sig sammen, og himlen åbnede sig kort inden vi nåede til Mindo. Heldigvis havde vi fået iklædt vores oppakning, der lå på ladet af pickup trucken, i et vandtæt dækken. I regnen og det tiltagende mørke gik vi et par hundrede meter fra byens centrale torv til vores indkvartering, og fandt efterfølgende et pizzeria.
Den lille by har omkring 3.000 indbyggere og ligger nede i en topografisk “gryde”, omringet af grønne bjerge i omkring 1.300m højde. 360o rundt om byen er der natur, og der er kun én kringlet asfaltvej, der fører ned i dalen. Det betyder, at her ikke er nogen gennemkørende trafik, her er derfor så få biler, at man sagtens kan slentre rundt på kryds og tværs af byens gader.
Den følgende morgen stod vi op kl. 04:15, hvilket alligevel føltes som meget tidligt, på trods af at jeg er vågnet før kl. 6:00 i snart 14 dage i streg. Der var dog en mening med galskaben, da vi skulle på udflugt til området ved navn Amagusa, der er blandt regionens bedste fuglehotspots.
Grunden til at vi netop besøger Mindo nu, er at den årlige South American Bird Fair i disse dage bliver afholdt her. Derfor vrimler byen med fugleinteresserede folk, og der bliver afholdt nogle fede udflugter til områdets naturattraktioner.
Sammen med vores guide på dagens udflugt, Nelson, og en håndfuld lokale birdere, ankom vi i bus til en Eco Lodge i Amagusa Preserva omkring kl 7:00. Vi rejser åbenbart under en heldig stjerne, for på trods af at det regnede på busturen hertil, klarede det op ved vores ankomst.
Vi strøg ud til lodgens “deck”, hvorfra vi havde udsigt til en lille del af det 130 hektar store naturområde. Lokket hertil af noget frisk frugt og nødder, var der en masse aktivitet fra de morgenfriske og smukke fugle. Vi nød synet af en lille flok Rose-faced parrots (Rødmasket Pragtpapegøje) der fråsede i et par bananklaser. Dertil fik vi besøg af en smuk Crimson-rumped Toucanet (Rødgumpet Tukanet), der nysgerrigt afsøgte fødemulighederne. Generelt har vi oplevet tre forskellige grupper af Tukan-lignende fugle. Gruppen af Tukaner er store, bærer det største næb, og har en dragt, hvis primære farve er sort. Gruppen af Aracari’er har typisk en gul- eller delvist gul mave, og gruppen af Toucanetter spænder over en del arter med en overvejende grøn fjerdragt. Der er dog undtagelser til de pejlemærker.
Udflugterne er skruet sammen således, at vi kører fra Mindo i de tidlige morgentimer, så vi ankommer til udflugtens mål kort efter solopgang. Efter en smule birding spiser vi morgenmad, hvorefter vi genoptager udforskningen af områdernes fugleliv.
Vi spiste røræg og friskt lavede empanadas til morgenmad, alt imens vi fik vendt de arter, det lykkedes os at spotte på dagens “1. etape”. Efterfølgende stiftede vi bekendtskab med et væld af farverige Tanagers, der er en familie af tropiske spurvefugle, som jeg ikke kendte til før jeg rejste til Sydamerika. Siden da har jeg erfaret, at det er en af de fuglefamilier i Ecuador, der spænder over det største antal arter. Her findes nemlig mere end 140 forskellige Tanagers. Nogle lever i de høje bjerge, andre i den tropiske regnskov.
Jeg bed især mærke i Flame-faced Tanager, Golden Tanager og Glistening-green Tanager. Navnene beskriver fint deres udseende – og det var især en stor oplevelse at se den utrolige, ja nærmest kunstige, lysegrønne farve som dominerede den sidstnævnte fugls fjerdragt.
Anført af Nelson, der simpelthen har en imponerende viden om fuglelivet i Ecuador, begav vi os ud på en hike, ad en mudret trappesti ned til et smukt vandfald, i en natur som vi godt kunne forestille os være primærskov. Altså skov der er- og altid har været upåvirket af mennesker.
Dagen blev stille og roligt varmere, og den høje luftfugtighed fik sveden til at hagle af os. Jeg synes dog at det har været en tilvænningssag at acceptere at vi hurtigt bliver “lidt fugtige” når vi er aktive i naturen.
Jeg vil tro at vi gik omkring 150 højdemeter ad den snoede sti, og et kæmpe højdepunkt var, da vi undervejs så en Cloud Forest pygmy Owl (Chocóspurveugle). Det kører bare med de ugler i øjeblikket 😀
Da vi går meget op i, hvor mange forskellige arter vi kan nå at se på denne rejse, kunne vi ikke dy os for at høre Nelson om, hvor mange ecuadorianske arter han har set. Ud af de lidt over 1.600 mulige, er han på imponerende 1.352 lige pt. Det er flere end det dobbelte antal registrerede arter i ét land, end jeg har registreret i alle de lande jeg har besøgt. Omend jeg endnu ikke var begyndt at føre observationslister, da jeg rejste i østen, ville jeg stadig have haft et stykke op til Nelson.
Flere imponerende kolibrier summede rundt omkring lodgens udsatte feeders. Den smukke “Violet-tailed Sylph” (Violethalet Sylfide) bar elegant rundt på en lang to-delt hale i skinnende violette farver.
Vi fik lov til at holde nogle blomster der var sprøjtet med sukkervand, og på den måde få kolibrierne til at lande på håndryggen for at spise. Det var ærligt talt en kæmpe oplevelse, først at høre den summende lyd af en kolibri der nærmede sig, derefter føle lufttrykket fra de hurtigt baskende vinger og til sidst mærke de bittesmå klør gribe fast om en finger.
At få en oplevelse af at være så tæt på dette fascinerende dyr, der, qua sin evne til at flyve, til enhver tid kan flyve væk, er meget stort.
Inspireret af vores besøg på Empanada caféen for et par dage siden, fandt vi om aftenen i Mindo en lille streetfood bod der solgte frisklavede Empanadas. Vi lagde en stor bestilling, og sendte samtidig et hold afsted for at købe frugt og grønt i en grønthandler.
På trods af at Empanada-damen ikke havde helt styr på antallet af versioner med hhv. kylling eller ost, endte vi med at have et sandt festmåltid. Jeg var meget begejstret for de avocadoer man kan få i denne del af verden. De smager altså bare godt!
Næste morgen stod vi tidligt op, fordi vi havde hørt om en forgrening af vandløbet der løber gennem Mindo, hvor det skulle være muligt at se “Sunbittern” (Solrikse), en blanding af en hejre og en vandrikse, der muligvis er den fugl med verdens flotteste vingespejl.
I det tiltagende lys gik vi mod den nordvestlige del af byen, gennem det lokale boligområde, hvor lidt smågøende hunde gjorde opmærksom på deres tilstedeværelse. Værd at nævne er dog, at der på ingen måde render gadehunde rundt ligesom i Asien. I stedet er det meget tydeligt, at stortset alle hunde har et tilhørsforhold til nogle mennesker.
Vi passerede gennem boligområdet, og gik ad nogle små trampestier efter lyden af strømmende vand. Vi gik op og ned langs vandløbet, som efter nattens langvarige regn brusede afsted, i en halv times tid. Til sidst lykkedes det os at finde en roligere strækning, hvor to fine Sunbittern gik og fouragerede. Efter nogen tid fløj den ene en lille strækning på 20-30m, og vi fik set dens smukke symmetriske vingespejl, i farverne rød, gul og sort. Når vingerne er udstrakte, ligner tegningerne et par store øjne, hvilket jeg forestiller mig er en forsvarsmekanisme mod rovdyr.
På vejen tilbage til vores base, La Casa De Cecilia, fik vi øje på noget gult, der bevægede sig rundt i toppen af nogle palmer. Det viste sig at være en lille flok af Yellow-tailed Oriole’s (Gulhalet Trupial). Jeg var overrasket over, at der tilsyneladende også lever Piroler på den vestlige side af Atlanten, da de findes i Europa, Asien og Afrika. Pirolen slår mig nemlig ikke som en fugl der skulle trække over et så stort hav. Det viser sig dog også, at grunden til at dem i Amerika på engelsk hedder noget med Oriole, bare er at de ligner en Pirol, på trods af at de egentlig ikke er tæt beslægtede.
Efter morgenmaden begav et par af drengene og jeg os ud på en hike i området nær Mindo. Vi gik ad en grusvej gennem byen, og passerede Mindo-floden via en lille bro. Så gik turen op i terrænet ad en grusvej. Jorden er karakteristisk rødlig, takket være det høje indhold af jernoxider, og samlinger af tårnhøje gule bambus stod langs vejsiden – vi snakker mindst 20 meter høje – sammen med alverdens andre grønne planter.
Efter at have klatret nogle hundrede højdemeter, fandt vi en lille hacienda med udsigt over Mindo-dalen. Bestyrerne biksede hurtigt nogle drikkevarer og et par omgange Yuca-fritter sammen til os. Kalkun- og Ravnegribbe svævede rundt på opvindene, alt imens vi fik talt rejsens mange højdepunkter igennem.
Forinden at vi et par timer senere begyndte nedstigningen tilbage til byen, var der vist lige noget med en Aracari-rede og en knækket bænk, men det er en historie til en anden god gang 😉
Efter frokost besøgte vi et kakao museum, og lærte om hele forarbejdningsprocessen, der er fra kakaobønne til færdig chokolade.
Vi sammensatte igen et måltid af Empanadas og Corviche, og spiste denne gang på vejen ved siden af Empanada-damen. Vi så den største græshoppe jeg nogensinde har set. Den var vel 10cm lang – og dermed større end en del af de kolibrier vi har oplevet.
De følgende dage gik med halvdagsudflugter til hhv. Chocó Toucan Reserve og Kapari Natural Lodge. Begge steder så vi flere individer af den store Chocó Toucan, og ved Kapari Lodge kørte vi rundt i terrænet på ladet af en Pick-up truck. Turen gik op ad en stejl grusvej, med stigningsprocenter oppe omkring 20% i hårnålesvingene, og det var lidt som at være passager i en af Tivolis forlystelser.
Om aftenen fandt vi endnu en usleben street food diamant, hvor en ung gut stod og lavede burgere baseret på forskelligt kød, herunder en vildt lækker chorizo. Toppet med en ordentlig gang dressing, var det en smovset, og overdådig burger.
På Expo’en, i forbindelse med Feria de Aves, var der fyldt med repræsentanter for Sydamerikanske virksomheder- og organisationer, der arbejder med biodiversitet.
Jeg lykkedes med at erhverve mig en træfigur der forestiller en Blå Ara – i den grad en herlig souvenir at kunne bringe med hjem til Danmark.
Rejsens sidste udflugt skulle tage os fra Mindo og tilbage til Quito, via. Zuro Loma Reserve i 3.300m højde, beliggende på bagsiden af Pichincha-vulkanen. Vi stod op ved 4-tiden, og i ly af mørket forlod vi Mindo – tak for denne gang!
I løbet af et par timer skulle vi 2.000m op i forhold til udgangspunktet, og en stor del af turen foregik på en kringlet grusvej.
Historien omkring Zuro Loma startede allerede da vi for snart 2 uger siden drog fra Quito mod Cuyabeno, hvor vi blev opmærksomme på, at en ekstremt sjælden- og fåtallig kolibri var blevet observeret her. Nemlig en adult han af Black-breasted Puffleg (Pichinchakvastben). Den lever udelukkende i området på bagsiden af den udslukte Pichincha vulkan, og estimater peger på, at der muligvis er færre end 200 individer tilbage. Den observeres sjældent, fordi den foretrækker at suge nektar fra naturlige blomster, frem for at udnytte de opsatte feeders.
Vi har kunnet følge med i, at den er blevet observeret kontinuerligt siden da, og heldigvis skulle den fortsat gerne være her.
Lodgen ligger på toppen af en bjergskråning, med udsigt over en frodig dal dækket af et tæppe af grøn skov. Efter en god gang morgenmad, begav vi os lidt nedad i terrænet, til en skråning hvor omkring 40-50 andre birdere også havde taget plads. Foran os var nogle buske, der bar en lille klokkeformet rød/gul blomst.
Der gik ikke mere end 15-20 minutter, før et gisp løb gennem hele forsamlingen – den lille kolibri var ankommet, og havde sat sig på en gren i toppen af buskadset.
Den sad tilsyneladende og vurderede, om de store kameraer og teleskoper, samt deres medfølgende ejere, var en trussel.
Havde den haft et sæt skuldre, ville den formentlig have trukket på dem. Den besluttede i hvert fald, at vi ikke udgjorde nogen fare, og gav sig upåvirket til at suge nektar fra de føromtalte klokkeblomster. Nogle minutter senere forsvandt den ud af syne, for så igen at dukke op en 15-20 minutter senere.
Da alle havde fået et godt glimt af Puffleggen, begav vi os afsted for at se lidt af det andet fugleliv Zuro Loma har at byde på. En anden bucket list fugl det lykkedes at se, var en Sword-billed Hummingbird (Sværdkolibri) der har et imponerende kropslangt næb, ulig nogen anden kolibri.
Jeg besluttede mig for at tilbringe noget mere tid med Puffleggen, og endte således med at sidde alene på skråningen i et par timer, hvor den punktligt dukkede op med 15-20 minutters mellemrum.
En lille note til mig selv er, at jeg, trods overskyet vejr, ikke må glemme solbeskyttelsen i sådanne højder. Jeg lignede i hvert fald en tomat i hovedet ved dagens afslutning (:
Køreturen tilbage til Quito foregik mestendels videre ad den sparsomt befærdede grusvej, og tog omkring 2 timer.
Vi tjekkede ind på et hyggeligt hotel, meget centralt beliggende i den historiske bydel, ved Plaza de San Francisco. Således var der også tid til sammen at gå en tur i byen, og finde et hyggeligt sted at spise aftensmad.
Dagen for vores hjemrejse var kommet, og vi skulle afsted efter frokost. Vi fandt et hyggeligt gadekøkken, hvor vi kunne få serveret en omgang dagens ret. Den bestod af ris, kylling og linser, samt et glas juice. Vi toppede hver især med en avocado medbragt fra en grønthandler i Mindo. Et simpelt men velsmagende måltid, og for 9,- pr. person var det den perfekte afslutning på tiden i Ecuador.
Hjemrejsen startede med en timelang kø i afgangshallen i Aeropuerto Internacional Mariscal Sucre, hvor håndværkere sørgede for en øredøvende larm fra hamren og boremaskiner. Først mellemlandede vi i kystbyen Guayaquil – en kort flyvetur med udsyn til andesbjergtinderne og en smuk solnedgang. Dernæst fløj vi hjem til København via. Amsterdam.
Tak til Skandino Travel for at arrangere en fantastisk rejse fyldt med store naturoplevelser, til det bedste af det nordlige Ecuador. Logistikken har fungeret – også i forbindelse med uforudsete udfordringer. Og vi har besøgt en hel del fantastisk beliggende lodges undervejs.
