Fugle hotspots, varme kilder og bumpede veje gennem bjergregnskoven.
Før vi forlod flodlejet i Cuyabeno, havde jeg lidt tid til at få et nærmere kig på de Yellow Rumped Cacique’s (Gulgumpet Pungstær), der, som mange kender fra væverfugle, har bygget deres koloni i omhyggeligt vævede punge. De mange pungreder hænger ned fra træernes grene i klynger. Fuglene er kulsorte, med et spidst elfenbensfarvet næb, blå øjne og som navnet antyder, nogle citrongule indslag på vinger og bagparti.
På sejlturen tilbage op ad floden, havde vi ofte været nødsaget til at hoppe ud af langbåden, for at skubbe den over forhindringer i forbindelse med diverse grundstødninger. De forårsagedes både af sten, grene og mudder. Heldigvis er kanoerne bygget robust, så de er hårdføre nok til at manøvrere op og ned ad en, til tider, svært ufremkommelig flod. Mine bukser var våde efter at trave gennem flodvandet. Heldigvis stod solen højt på himlen, så efter at have ligget lidt ude i det fri, var de knastørre og klar til at blive pakket ned i rygsækken inden den lange bustur.
Turen gik nu tilbage mod vest, ad den eneste vej i miles omkreds. Gilbert kørte med os i en times tid, indtil vi nåede hans landsby. Tak for denne gang – det var en fornøjelse at udforske et lille hjørne af verdens største regnskov under dine vinger!
Vi passerede et område med lukrative oliefelter, hvor en gigantisk flamme brændte fra det man vel kalder en “onshore oil rig”. Heldigvis har den ecuadorianske befolkning netop valgt en ny præsident, der eftersigende er imod at nedlægge mere regnskov til fordel for at øge udvindingen af olie og råstoffer.
Under et ophold på en tankstation, fik vi stocked up på forskellige frugt- og nøddesnacks. Der er tilsyneladende mange velsmagende måder at tilberede bananer på. Det brede udvalg må jeg udforske yderligere fremadrettet.
Buschaufføren, Bryan, og David der sad på forsædet ved siden af, spottede hen under den sene eftermiddag en vejsidebod, hvor nogle børn solgte frugt fra deres families plantage. De købte en håndfuld Guaba, som er en ca. 40-50 cm aflang frugt, med en grøn “skal” der beskytter en masse frø omgivet af kridhvidt frugtkød. De smagte sødt og lækkert, som en sand tropefrugt.
Med en håndfuld timers kørsel igen til Hollín, gjorde vi endnu et holdt ved en hyggelig café med chokolade som sit omdrejningspunkt. Det passede godt, at vi lige kunne smage på noget lokalt dyrket kaffe og kakao, nu hvor vi passerede igennem denne frodige landsdel.
Efter endnu et par timers kørsel, gennem et mere og mere kuperet terræn, nåede vi hen under aftenen til vores overnatningssted, hvor Rio Hollín Chico løber ud i Rio Hollín Grande. Undervejs overværede vi en smuk solnedgang, med silhuetten af den 3.990m høje Sumaco vulkan som kontrast til de orange farvenuancer.
Til aftensmad fik vi igen en lækker Locro de Papa, der denne gang blev serveret med popcorn som tilbehør. Det var en ny oplevelse for mig, men jeg synes faktisk at det fungerer rigtig godt, at tilsætte dem til en cremet suppe.
Hoppede i et tiltrængt bad, inden vi til lyden af et kraftigt brusende vandfald gik til ro. Det lyder som om der løber rigtig mange kubikmeter vand igennem denne flaskehals, så jeg ser frem til at se nærmere på det i dagslyset.
Kroppens indbyggede ur er efterhånden ved at være indstillet, så lidt i 6 stod vi op til en ny dag. Vores overnatningssted havde et hyggeligt havesystem, med en stor mængde forskellige blomsterbærende træer, samt et par kolibri feeders placeret hist og pist.
I takt med at solen fik mere og mere greb om dagen, intensiveredes den let summende lyd af de allestedsnærværende kolibriers baskende vinger.
Efter morgenmaden gik vi en tur i området, hvor vi fra en åbning i skovdækket havde udsyn over de grønne “foothills”. Et par White-throated Toucan’s (Rødnæbbet Tukan) sad i nogle trætoppe. Vi opdagede også en “adult” Green-fronted Lancebill kolibri (Grøn Lansenæb) i færd med at fodre sin unge. Det foregik, som hos mange andre fugle, ved at den stak det lange spidse næb, der næsten er ligeså langt som resten af kroppen, ned i halsen på modtageren. Der er altså tale om præcisionsarbejde, hvis den manøvre ikke skal gå galt.
Havens blomsterbuske var et stort hit blandt de mange farverige sommerfugle og kolibrier. Jeg havde dog en aftale med det førnævnte Cascada Hollín. Må sandelig sige, at vandfaldet visuelt tog sig mindst lige så godt ud, som man kunne have forventet. Egentlig overgik det nok nærmere mine forventninger. Omkranset af grønt fauna, strømmede vandmasserne ihærdigt ned i et stort klippebassin, hvorfra de via en sektion med mindre fald løb videre ned gennem terrænet.
Efter at have pakket sammen, begav vi os mod dagens endestation: Papallacta. Der var omkring en times kørsel til det første indlagte stop, Wayra Reserve. Ved ankomsten hertil stod solen højt på himlen. Reservatet ligger i et skovområde med omkring 350 hektar beskyttet natur, og er etableret af nogle lokale ildsjæle. Rundt omkring i Ecuador, dukker flere og flere små “reserves” op, efterhånden som det går op for den lokale befolkning, at der faktisk er penge i naturbeskyttelse. Som besøgende betaler man nemlig et adgangsgebyr, som typisk ligger et sted mellem $10-$30. Vi begav os ned til et lille skjul, hvorfra vi havde et godt udsyn til en masse dyreliv. Jeg synes især at en kolibri ved navn Golden-tailed Sapphire (Bronzehalet Safir) havde en smuk fjerdragt. Vi fik også besøg af en flok Sortkappede Tamariner. Det er en lille, sortpelset art af aber, som er mindre end katte. De mæskede sig i nogle af de bananer, reservatet bruger til at tiltrække det forbipasserende- eller herboende dyreliv.
Det var også her jeg oplevede det største antal af Swallow-tailed Kite’s (Svalehaleglente) der er en hvid og sort rovfugl med en lang kløftet hale, der af udseende minder om den af en svale. I alt svævede mere end 20 individer rundt i området, hvor de fangede insekter i luften. Siden jeg første gang stødte på den i fuglebogen hjemme i Danmark, håbede jeg at det ville lykkes at se denne specielt udseende rovfugl.
På den videre færd op gennem de frodige bjerge, gjorde vi et kort frokost stop i byen Baeza, hvor jeg spiste et fornuftigt måltid med kylling. Generelt har de fleste restauranter, vi indtil nu har besøgt, et udvalg af pollo, trucha y beef – kylling, ørred og oksekød.
Papallacta er en lille bjergby, der ligger i en dal i ca. 3.300m højde, med udsigt til nordsiden af Antisana vulkanen.
Mørket faldt på kort efter vores ankomst til et lille hotel, hvis indkørsel var prydet med en statue, der forestillede den ikoniske Brillebjørn. Det er en planteædende bjørn, der er på størrelse med mennesker, omend den ligesom andre bjørne er kraftigt bygget, hvorfor vægten ligger mellem 100-200kg.
Den lille bjergby er mest af alt kendt for sine termiske bade – og dem skulle vi besøge her til aften 😀
Efter at have pakket en lille taske, med håndklæde og badetøj, gik vi gennem denne øverste del af byen, hvor der kun er én vej. Det var til at mærke på lufttemperaturen, at vi var kommet tilbage op i højderne, og derfor var det igen på med en fleece-trøje. På den ca. 1km lange gåtur passerede vi et område med dambrug, hvor de altså opfostrer nogle af de mange ørreder der spises i denne del af landet. Forventningerne til aftenens gøremål voksede stødt på den 10 minutter lange gåtur til det wellness resort kilderne ligger i forbindelse med.
Så vidt jeg husker, kostede det omkring $10 at købe entreen.
Følelsen af at sænke kroppen ned i det varme vand var helt fantastisk. Jeg tror at jeg kan tale på alles vegne, når jeg siger, at det var lige præcis det vi trængte til, efter at have brugt så mange timer i sædet på lange bus- og kanoture. Efter nogen tids afslapning i det varme vand, begyndte vi at eksperimentere med at hoppe frem og tilbage mellem et tænderklaprende koldt bassin, og et dampende varmt et af slagsen.
Nogle timer senere havde vi alle erhvervet os rosinfingre- og tæer, og det var passende tid til at begive os tilbage til vores opholdssted for natten. På bagkant af et godt aftensmåltid, hoppede vi udmattede til køjs. Joakim og jeg havde heldigvis sørget for at tænde vores el-radiator, så temperaturen var meget behagelig indenfor i stenhytten, som ellers ville være i risiko for i særdeleshed at lade sig påvirke af den lave udendørs nattetemperatur.
Morgenen efter mødtes vi i det gryende dagslys, med det mål for øje at vi skulle opleve højlands naturen inden morgenmad ved 9:30 tiden. Vi havde altså 3t og 30m at gøre godt med, og de skulle bruges på at gå længst muligt opad en grussti gennem dalens nordlige ende. En af udflugtens “side quests” var at få et glimt af en Bjergtapir som tidligere er set på en af de omkringliggende bjergskråninger. Det lykkedes efter et par kilometers gang, og samtidig sollyset havde fået et rigtigt greb om dagen. Hvis det ikke skal lykkes at se en Brillebjørn, så er en Bjergtapir nu også meget cool.
Antisanas 5.753 meter høje gletsjerindhyllede top tonede i stigende grad op som en majestætisk kulisse bagved os, som følge af at vi bevægede os op i niveau med de bjerge, der omkransede dalen. Luften var utrolig klar, og de fraværende skyer sørgede virkelig for et uforglemmeligt syn af den slumrende vulkan. Undervejs vendte jeg mig om igen og igen, for at tage synet mest muligt ind. På vandreturen kunne vi iagttage flere forskellige mixed species fugleflokke. Det er samlinger af flere forskellige arter, der følges ad i forbindelse med deres fouragering. Efter omkring 400 meters klatring, fordelt på 5 kilometers gang, vendte vi om. Her ved vendepunktet så vi en Purple-backed Thornbill kolibri (Purpurrygget Tornnæbskolibri), hvis skinnende smaragdgrønne strube er en smuk feature i dens fjerdragt.
Jeg holder virkelig af at opleve et område ved at løbe, cykle eller, som i dette tilfælde, at vandre en tur.
Med Bryan ved roret kørte vi lidt over klokken 10 afsted mod Chocó regionen på den vestlige Andesskråning. På turen skulle vi passere gennem Quito, men først gjorde vi holdt ved et område med Polylepis-skov i omkring 4.000m højde. Disse planter gror i de høje Andesbjerge, og er den planteart med en stamme, der vokser højest oppe over havets overflade. I sådanne højtliggende skov, lever en fin lille fugl ved navn Giant Conebill (Kæmpe Keglenæb). Ved at afspille artens sang på en højtaler, lykkedes det os på rekordtid at lokke et individ frem. Det er altså blæret, at sådan en lille fugl kan have tilpasset sig til kun at leve i omkring 4.000 meters højde. Dens udseende minder lidt om vores Spætmejse hjemme i Europa.
I den nordlige del af Quito spiste vi frokost på en restaurant ved siden af hovedvejen, hvor vi for første gang rigtigt stiftede bekendtskab med Empanadas, der er en klassisk Sydamerikansk spise. De består typisk af en blanding af eksempelvis kylling, oksekød eller ost, som er pakket ind i en form for dej, som enten friteres eller bages. Jeg bestilte en af hver slags, med henholdsvis kylling og oksekød. Det må jeg sige, de var sgu meget lækre! Jeg skal helt sikkert have flere empanadas i løbet af resten af turen 🙂 Hovedmåltidet blev toppet op med en dessert hos naboen – en isutik. Der var vel 10 forskellige smagsvarianter, og jeg besluttede mig for at gå med de to med de sejeste navne på spansk: Maracuya e Guanabana. Førstnævnte er en Passionsfrugt, imens Guanabana-isen er hvid, og smager både surt og sødt. Jeg var meget tilfreds med mit valg.
Her i Quitos udkant, passerede vi endnu en gang ækvatorlinjen. David fortalte, at Quito er en sammentrækning af ordene quitso og to der så vidt jeg husker betyder centrum og verden. Altså er Quito vores verdens centrum.
I takt med vores nedstigning ad den vestlige skråning, blev omgivelserne både grønnere og indhyllet i et tungt dække af lavthængende skyer. Vi stoppede ved en café i Nanegalito-området, og oplevede et væld af nye kolibriarter, som besøgte de opsatte feeders. Der var ikke koldt, jeg bar en t-shirt, men regnen blev trods alt ved med at falde. I den tid vi var her, nåede jeg ikke engang at kaste et blik på menukortet. Kameraet og Merlin app’en arbejdede på højtryk – der var så meget gang i fuglelivet 😀
Un Poco del Chocó er en forskerstation / et naturreservat der ligger i omkring 1.100m højde, i tågeskovene vest for Quito. Indehaverne, Nicole og Wilo, købte området tilbage i 2008, og omlagde det fra at have været et landbrug til i stedet at være beskyttet natur. Forskningsstationen anvendes til at lave research på al den flora og fauna, der er i området.
Vi drejede fra den asfalterede vej, og fortsatte på en smal grusvej, der snoede sig langs med en højderyg. Fugten i luften havde virkelig trukket sig sammen, og sigtbarheden var på det her tidspunkt hen under den sene eftermiddag ikke meget mere end 10-15 meter. Man kunne godt fornemme, at der til tider var meget langt ned, før bjergskråningerne fladede ud. Bryan styrede bussen gennem terrænet, som var han en maskine – man skulle tro at han havde kørt her mange gange før 😀
De gode køretekniske færdigheder var dog ikke helt nok til at overkomme et pludseligt gabende hul, ja nærmest et krater, i vejen. Bussen sad helt og aldeles fast. Det er første gang jeg prøver det, men det er sådanne oplevelser, man i fremtiden husker tilbage på med et smil! Hvem har lige været kørt fast på en afsides grusvej i Ecuador?
Vi steg alle ud af bussen, for at gøre den lidt lettere, og begyndte at skubbe den fri samtidig med at Bryan satte i fuld bak. Det lykkedes at komme op fra krateret efter nogle kraftanstrengelser, og vi gik i gang med at fylde hullet ud med nogle af de egnede sten og grene, vi fandt i vejsiden. I tusmørket lykkedes det at forcere denne uforudsete forhindring, og efter omkring 15 minutters yderligere kørsel nåede vi ved 18-tiden endelig frem til vores destination.
